Sct. Olai Kirke

Av, mine ører. Hvad er det for en larm deroppe! Nå, det er bare Sankt Olai Kirkes store klokker, der slår. Nu må jeg helt tilbage med nakken for at kunne se hele tårnet med spiret og den flotte vindfløj – sådan en slags vejrhane. Puh, jeg bliver helt svimmel.

Dér er et dødningehoved – hvor uhyggeligt. Det fortæller, at døren dèr fører ned til de døde, der er begravet i kælderen under kirken. Det var meget fornemt at blive begravet under kirkegulvet i gamle dage. Man siger, at der bor en nisse i tårnet – og det er sandt, for den tallerken risengrød, kordegnen sætter op til den hver jul, bliver spist helt op. Det kan jo være, at jeg kan bo hos ham nissen – hmm nej – den går ikke. Der er for højt op for mig.

Jeg har forresten en tip-tip-tip-tante ved navn Karen Kirkerotte. Hun boede i Skt. Olai Kirke i et hemmeligt rum i lydhimlen – lige over dèr, hvor præsten står og holder sin tale. Der har hun ligget i sin rede i mere end 400 år og er først blevet opdaget i år 2000. Hendes fine rede og en masse gamle salmebogsblade, nodepapirer og interessante breve, som hun havde foret sin rede med, er gemt på Helsingør Museum. Hvad mon der er blevet af alle hendes rotteunger?

Karmeliterklostret

Kirkestræde, Hestemøllestræde, Buxtehudestræde. Sikke nogle svære navne! De lyder også rigtig gammeldags, fra dengang der fandtes møller, der blev trukket af heste, og dengang en meget berømt organist som hed Buxtehude boede her i Helsingør.

Der er en kirke til! Sikke en masse takker på taget! Jeg lister ind og kigger måske kan jeg bo her. Ha! Hvad er det for nogle sjove ansigter højt oppe i loftet. De vrænger ad mig med deres lange tunger. Nogle rigtige vrængemasker. Hvem mon har kunnet nå helt derop og male dem? Her ved siden af i klosteret boede Karmelitermunkene. Munke er mænd som går i lange kutter og beder meget til Gud og hjælper de syge og de fattige.

Helsingør Bymuseum

Men hov – hvad er det? Et flot, stort skilt, og der står oveni købet noget med ”BYMUS” på det – og det er jo lige det jeg gerne vil være – en bymus. De sidste bogstaver ved jeg ikke, hvad betyder, men måske er det et godt sted at bo. Det ser ud som om, der bor nogen derinde allerede. Jeg hørte nogen der kom ud derinde fra, tale om Birgitte Gøye, Herluf Trolle, en fattige pige og hendes mor, et skelet og en lille rottehund, nogen der alle sammen boede derinde. Jeg prøver at gå ind.

Næste gang du besøger Helsingør Bymuseum, så husk at kigge efter Museumsmusen Malte. Jeg er her et eller andet sted.