Rådhuset
Rådhuset
Se, en flot bygning lige ved siden af – med tårne i hver sit hjørne af taget. Man kunne godt tro at det er en lille borg. Det må være rådhuset, der hvor borgmesteren arbejder.
I gamle dage var der også et fangehul og et arresthus her, og omme bagved lå torvet, hvor man straffede tyve og dem som man troede var hekse. Sørøvere og mordere blev hængt ude i nærheden af Kronborg.
Tårnet ser lidt mærkeligt ud, som om, at der er brugt forskellige mursten. Gråspurven har fortalt mig at det er fordi, at man har brugt murstenene fra det gamle rådhus til at bygge det nye, men da man skulle bygge det sidste stykke af tårnet, var der ikke flere mursten tilbage, og så måtte man ud og købe nogle splinternye til det sidste stykke.
De to flotte sandstensrosetter over døren har også siddet på det gamle rådhus, som lå lige præcis der, hvor det nye rådhus ligger i dag. Ja så nyt er det jo altså heller ikke – 150 år. Det er sørme mange år for en mus som mig. Sandstensrosetterne er over 400 år gamle, og har kong Frederik den 2. og dronning Sophies våben og forbogstaver.