Av, mine ører. Hvad er det for en larm deroppe! Nå, det er bare Sankt Olai Kirkes store klokker, der slår. Nu må jeg helt tilbage med nakken for at kunne se hele tårnet med spiret og den flotte vindfløj – sådan en slags vejrhane. Puh, jeg bliver helt svimmel.

Dér er et dødningehoved – hvor uhyggeligt. Det fortæller, at døren dèr fører ned til de døde, der er begravet i kælderen under kirken. Det var meget fornemt at blive begravet under kirkegulvet i gamle dage. Man siger, at der bor en nisse i tårnet – og det er sandt, for den tallerken risengrød, kordegnen sætter op til den hver jul, bliver spist helt op. Det kan jo være, at jeg kan bo hos ham nissen – hmm nej – den går ikke. Der er for højt op for mig.

Jeg har forresten en tip-tip-tip-tante ved navn Karen Kirkerotte. Hun boede i Skt. Olai Kirke i et hemmeligt rum i lydhimlen – lige over dèr, hvor præsten står og holder sin tale. Der har hun ligget i sin rede i mere end 400 år og er først blevet opdaget i år 2000. Hendes fine rede og en masse gamle salmebogsblade, nodepapirer og interessante breve, som hun havde foret sin rede med, er gemt på Helsingør Museum. Hvad mon der er blevet af alle hendes rotteunger?